Velafviklet Efterårsmøde Og Dato For Årsmøde 2022!

Velafviklet Efterårsmøde Og Dato For Årsmøde 2022!

event_note Dato: 07-12-2021

DESorienteringen indeholder denne gang:

  • Siden sidst
  • Året der gik og glædelig jul fra formanden!
  • DES-møder i 2022
  • Invitation til arbejdsgruppe
  • Kurser

Hvis du har et arrangement eller et stillingsopslag der skal med, så send dette til dansk.epidemiologisk.selskab@outlook.dk inden d. 1. i hver måned.


Siden sidst

Fredag d. 26. november blev DES’ efterårsmøde afholdt på Sinatur i Nyborg. Det var dejligt at se så mange medlemmer til et fysisk møde igen. Temaet var ”Epidemiological perspectives on COVID-19 vaccines – effect and side effects”. Vi syntes, at det var en vellykket dag med interessante og inspirerende oplæg, engageret diskussioner og god stemning. En stor tak til alle som deltog i efterårsmødet! Slides fra nogle af præsentationer samt billeder fra efterårsmødet kan ses på hjemmesiden. I DES bestyrelsen er vi gået i gang med at planlægge næste års møder. Læs mere om dette herunder.

Vores næstformand, Julie W Dreier, sidder nu som repræsentant for DES i Nationalt Partnerskab for Sundhedsdata (tidligere STARS*), etableret af Sundhedsministeriet og Erhvervsministeriet. Formålet med partnerskabet er at skabe et forum, hvor relevante aktører inden for sundhedsvæsenet, forskningsmiljøer og life science industrien kan udveksle erfaringer om brug af sundhedsdata og drøfte behov og udfordringer samt rådgive de centrale myndigheder om mulige initiativer, der kan understøtte bedre brug af sundhedsdata. Du kan læse mere om partnerskabet her: Nationalt Partnerskab for Sundhedsdata


Året der gik og Glædelig Jul fra Formanden!

Det har igen været et anderledes år, i år, præget af usædvanlige forhold for langt de fleste af os. Det var dog en stor tilfredsstillelse at endeligt afholde vores (oprindeligt 2020) årsmøde om ”Can Machine Learning Assist Epidemiologists in Drawing Causal Inference?” samt generalforsamling i et semi-interaktivt format på Gathertown. Endnu mere tilfredsstillende, set fra min stol, var det at afholde et møde med fysisk fremmøde, hvor mange samledes til efterårsmødet, og hvor kaffepauserne var fyldt med engagerede diskussioner mellem de fremmødte medlemmer. Jeg kan dog forstå, at dette gjorde poster sessionen lidt mindre velbesøgt, og det vil vi have som fokusområde til forbedring til fremtidige møder.

Jeg havde set meget frem til at være med til at være vært for fejringen af Selskabets 30 års jubilæum, i hvert fald under navnet Dansk Epidemiologisk Selskab, i 2023. Det blev endda annonceret ved efterårsmødet. Desværre har en foreløbig budgettering af mødet vist at vi ikke har mulighed for at afholde det før i efteråret. I stedet holder vi et mindre møde i Søauditorierne på Aarhus Universitet, med generalforsamling, d. 3 maj 2022. Og da dette er den sidste periode, hvor jeg sidder i bestyrelsen, bliver det den til den tid nye bestyrelse som får glæden af at holde denne festlige begivenhed.

Tak for jeres opbakning til Selskabet igen i år, og de gode forslag til Selskabets aktiviteter og virke. Må I alle have en god december, og et rigtig Godt Nytår,

Christina C Dahm
Formand


DES-møder i 2022 

Da vi desværre stadig er økonomisk påvirket af aflysningen af 2020-årsmødet, udskyder vi det store jubilæumsårsmøde til efteråret 2022. Til foråret vil vi i stedet afholde et mindre dagsmøde i forbindelse med generalforsamlingen. Forårsmødet og generalforsamlingen vil finde sted tirsdag d. 3. maj 2022 i Søauditorierne på Aarhus Universitet – sæt kryds i kalenderen. 

Schroll-prize nomineringen udskydes derfor også til 2022. Den vil blive overrakt til jubilæumsårsmødet i efteråret 2022. Nærmere information følger. 

 


Invitation til arbejdsgruppe/særlige interessegrupper

Til flere DES møder er det blevet diskuteret hvor vidt epidemiologer skal være mere synlige i medierne og den offentlige debat når det gælder sundheds- og samfundsmæssige indsatser samt andre relevante emner (fx dataadgang). DES bestyrelsen vil derfor gerne invitere interesserede medlemmer til at indgå i arbejdsgruppe med formålet om at skrive en hvidbog eller lignende om brug af epidemiologi i vurderingen af sundheds- og samfundsmæssige indsatser. Hvis der er stor interesse blandt medlemmer, kan særlige interessegrupper med hver sit fokusområde dannes. Til efterårsmødet blev det tilmed foreslået, at der på DES’ hjemmeside fremgår en liste med navne af eksperter, som for eksempel journalister kan kontakte (medlemmer vil selv kunne byde ind). Arbejdsgruppen vil arbejde videre med dette forslag. Hvis medlemmer har interesse i at indgå i denne arbejdsgruppe, kan de kontakte Henrik Støvring på stovring@ph.au.dk . 


Kurser

Tilmeldingen er åben til 34th Residential Summer Course in Epidemiology i Firenze d. 13. juni til 1. juli 2022. Se program og yderligere detaljer her: https://eepe.org/registration-2-2/
 
Glædelig jul til alle DES-medlemmer fra bestyrelsen, 
 
Stine Schramm
Redaktør